6 studerende fra Slagelse Pædagogseminarium har i deres praktik-periode afprøvet "23 Perler for Klaver", der oprindelig er tænkt som en slags meditations-CD. De 4 ud af de 6 studerende, der har været i praktik hos almindelige børn, har fået forbavsende gode resultater. Det er deres resultater, der er refereret her:

 

Helle Schmidt:   

I vuggestuen spillede jeg CD'en ved spisesituationen, leg, og når børnene sad stille og roligt ved bordet og tegnede. Ved alle situationer virkede musikken beroligende på børnene. Det var især tydeligt da vi først sad og lyttede til Perlerne, og da jeg så satte CD'en på med børnerock sprang de op og dansede. To forskellige slags musik med to forskellige virkninger. Mere tydeligt kunne det ikke gøres.

 

Aicha Tifroute:

Afprøvet i Børnehaven Egernhuset.

1.    Tidligt om morgenen til børnene der blev afleveret tidligt. Musikken spillede mens børnene sad og farvede nogle tegninger:     Børnene var meget glade, rolige og afslappede, og de sagde at de godt kunne lide musikken. Mange voksne og forældre sagde næsten den samme sætning, da de kom ind i stuen.: "Hvor er det dejligt!" "Dejlig musik!"

2.    Lige efter morgensamling med børnene, hvor de spiste frugt. Jeg afprøvede CD'en i puderummet, hvor der var nogle børn, der hvilede sig på sofaen:    Nogle lukkede øjnene mens de hørte musikken, mens nogle piger fik inspiration til at danse ballet.

3.    Jeg afprøvede musikken, mens vi sad og spiste madpakke:    Musikken gav en dejlig stemning i stuen og børnene syntes, det var hyggeligt at spise, mens de hørte musikken.

 

Jens Olsson:

Jeg fik søsat projektet i 1-2 ugers tid og må indrømme, at jeg var lidt overrasket over resultatet. Jeg udførte projektet uden at informere børnene om, hvad jeg gjorde, så den første dag var der ingen, der rigtig opdagede det.

Den næste dag gentog jeg forsøget, og en lille håndfuld børn opdagede musikken og sad og så lidt tankefyldte ud.

Dag 3 mærkede man kraftigere musikkens virkning, nemlig at børnene lyttede med et halvt øre og snakkede sammen med halv stemme, og sådan fortsatte det de efterfølgende dage.

Så mit resultat er, at på blot en lille uge ca. 20 minutter hver dag opnåede jeg, at den højlydte snakken blev til en snakken på et mellemliggende niveau, altså en klar støjreduktion.

Min vejleder, der også i starten var lidt skeptisk, endte med at udtrykke, at hun stærkt overvejede at indføre klassisk musik under spisningen for at sætte en standard for, hvordan spisesituationen kunne være.

 

Gitte Bonde:

Afprøvet med 8 børn i alderen 4-5 år i Raklev Børnehave.

Min afsluttende vurdering: Den klassiske musik har en indvirkning på de fleste børn, den fremkalder uden tvivl en ro og afslappet stemning i lokalet, og jeg oplever at børnene lytter til musikken, den passerer ikke bare deres ører. Jeg prøvede flere gange at skrue ned for musikken, alt imens børnene tegnede eller malede, og jeg observerede, at snakken bredte sig hurtigt, når de ikke kunne høre musikken så godt, og derimod dæmpede stemmerne sig, når jeg igen skruede op for musikken.

Tilbage til forsiden